Kroppens perfekte svar på sjælens konflikter

Kroppen er skabelonen hvori sjælen udfolder sig livet igennem. Kroppen
kalder vi vores biologi. Hjernen er det organ, der tillader os at skabe
forbindelse mellem vores biologi og vores sjæl. Hjernen er en biologisk
struktur, med en imponerende mangfoldighed af forbindelser til nutid såvel
som vores fortid, sågar vores urtid. Dette udfoldes gennem et vidtstrakt og
umådelig omfattende nervenetværk, der sætter hjernen i stand til at forbinde
sig til hver eneste kropslige struktur.

Hjernen former os i vores nutid på basis af vores individuelle fortid tillige
med vores evolutionære fortid. Vores nutid udsættes for vedvarende
forandringer, som hjernen skal finde rundt i og tillade os hele tiden at kunne
tilpasse os enhver forandring.

Mennesket har udviklet den særlige egenskab at have en bevidsthed, der
giver os mulighed for hele tiden at blive bevidst om vores individuelle
reaktioner, dertil er vi udstyret med evnen til at tænke, både struktureret,
men ofte også i en vældig ustruktureret form. Den umiddelbare
ustrukturerede form for tænkning er på sin vis også styret, nemlig fra vores
underbevidsthed – også drømme ser ud til at være ustruktureret og
fragmenteret, men det er også den underbevidste del af os som er på spil.

Denne blanding mellem de underbevidste og bevidste dele af mennesket
forsøger hjernen efter bedste evne at holde styr på, simpelt hen ved hele tiden
at arbejde for at give alting mening i vores bevidsthed.

Når det ikke altid giver mening, kan vores tro hjælpe os til at acceptere
manglen på mening. Tro forlanger ikke mening, men kan nok diskuteres,
hvorfor vi ser mennesker gennem historien komme på tværs af hinanden
ustandselig, og ofte er forskellig tro anledning til mange diskussioner og
uoverensstemmelser. Dette ser vi såvel på global plan som på det tætte
mellemmenneskelige plan.

Når vi søger vore felter af, begynder vi at se os selv i forhold til noget, vi
indser at noget er ”mit” i forhold til ”dit” – interessant nok får det os til at
føle ejerskab, som dybest set er hjernens måde at skabe et meningsbillede hos
den enkelte. Hvis dette meningsbillede skal kunne ændres, skal der først ske
en åbning til at acceptere andres meningsbilleder. Der hvor vi møder andre,
der har meningsbilleder, der har et vist match med vore egne, måske nok
med andre nuancer, kan vi sikkert lettere åbne os for, og her bliver det til en
inspiration, der ledes af respekt for hvad man er blevet inspireret af. Man kan
sige, at her har sjælene mødtes.
Når sjælene så ikke mødes, lader hjernen os forstå, nu kommer ”mit” ejerskab
på spil, mere præcist er der tale om, at vores territorium bliver presset af
andre. Nu sørger hjernen for, at vi reagerer (overlever) for at beskytte vores
territorium – en konflikt er opstået!
Alt afhængig af hvad for en konflikt type, der er opstået har hjernen et
program til at reagere med. Men interessant er nu spørgsmålet; hvor har
hjernen det program fra, eller måske rettere; hvordan har det program
udviklet sig?

Biologiens svar

Kan biologien give os et svar? Lad mig prøve at skitsere noget af det som
biologien har af meningsfulde svar til os. Men her kan komme et problem ind
over nemlig, at det jeg nu vil beskrive kan konflikte med læserens tro, og
budskabet vil næppe give et meningsbillede hvis dette er tilfældet. Min
eneste mulighed er at gøre det alligevel og håbe, at du som læser, uanset din
tro (som jeg kun kan respektere) kan åbne dig for mit meningsbillede.

Det jeg læner mig op ad, er noget af det som biologien siges at have bevist i
form af den evolutionære biologiske udvikling. Jeg har ikke selv foretaget
denne forskning, men det er denne forskning, der har inspireret mig, og som
jævnfør ovenstående har inspireret mine meningsbilleder og giver mig
mening.

Derfor ser jeg også sjælen som det element af os mennesker som det, der kan
lede os tilbage til vores oprindelse. Sjælen er det som har ladet vore konflikter
i evolutionens historie blive til vores erfaringer, som nu er tilegnet og derfor
brugbare til at forfine vore bevidstheder, som nu stimulerer vores bevidsthed
til at beskæftige os med nye og mere raffinerede meningsbilleder, dette
kaldes personlig udvikling.

Evolutionært har vores biologi forandret sig enormt. Fra éncellet til flercellet
organismer, fra havet til landjorden, fra primitive livsformer til sofistikerede
udgaver. Alt dette skal give meningsbilleder i vores bevidsthed, dette er
hjernens opgave at udvikle, så intet under, at vore hjerne har måttet vokse
undervejs i dette forløb.

Hjernen har fulgtes med kroppens øvrige biologiske udvikling, sjælen
udtrykker sig gennem vort følelseslegeme så vi står her med tre samtidige
elementer i ethvert menneske. Derfor er mit meningsbillede, at alle tre
elementer af mennesket også følges ad i én kontinuitet og i ethvert forhold
livet igennem. Så selvom følelseslegemet på sin vis er det sværeste at
konkretisere, da det ikke har en fysisk tilstedeværelse, så er det ikke desto
mindre ligeså afgørende som hjernen og kroppens øvrige biologi.

Det har hjulpet mig i min personlige udvikling at se disse tre elementer som
uadskillelige og samtidig enslydende i alle mine egne livssituationer.

Reaktioner er umiddelbare og nutidige, samt afspejlet af vores fortid/urtid –
hjernen har udviklet sine reaktionsprogrammer som vi kan kalde vores
overlevelsesdrift. Disse er primært instinkt baserede – vores bevidsthed lader
os efterfølgende kunne tænke rationelt over det allerede overståede
reaktionsbillede, i bedste fald kan vores bevidsthed tage ved lære og tilpasse
fremtidig adfærd til mere hensigtsmæssige reaktioner, baseret på vores
indlæring og udvikle vores tro.

Når jeg i dag ser på såvel mine egne, såvel som andres reaktioner, så ser jeg
det meget i lyset af den biologiske udvikling sammenholdt med hjernens
evne til at tage ved lære og derefter tilpasse. Når det f. eks. ikke er lykkes så
godt, er vedkommende endnu i sin uløste konflikttilstand – dette kan man
være i den endnu aktive overlevelsestilstand eller i den efterfølgende
indlærende fase, hvor systemet er ved at tilpasse sig. I denne fase er biologien
ved at tilpasse sig, ved at forandre sig.
Dette er hvad vi betegner som sygdom. Det er i sygdommens fase, at
kroppens væv forandrer sig fysisk og altså i forhold til konfliktsituationen
som har sat processen i gang. Vævets forandring er den vævsmæssige
tilpasning, der udtrykker den evolutionære udvikling.

Øjenåbner

Da dette gik op for mig indså jeg, at hvis mit meningsbillede kan acceptere
dette så er sygdom og smerter et udtryk for potentiel personlig udvikling –
dette var min ”øjenåbner”. Dette har i den grad forenklet mit liv i sin
udførsel, men beriget det i sin forståelse!

Jeg ser i dag hjernen som udtrykket på den struktur, der skal hjælpe mig nu
og fremover med at indpasse mine fremtidige konflikter i nye
meningsbilleder, der beriger min sjæl og letter min livsførelse. Ved at forstå
biologisk udvikling fra evolutionens barndom til i dag, har jeg
meningsbilleder til at forstå mig selv i min nutid som den udvikler sig.

Hver del af vores biologi har en funktion; ved at se og forstå denne funktion
og oversætte den gennem følelseslegemets sprog, kan sjælen og kroppen nå
til fælles flow. Tidligere konflikter er nu tillærte og udviklede raffinerede
livsudfoldelse. Stor personlig tilfredsstillelse er gevinsten.

Det er interessant, at mennesket har fået et verbalt sprog, som egentlig giver
os øget mulighed for kommunikation, men samtidig også kan lede til
tilsvarende misforståelser – selvom ”sproget” er det samme er
meningsbillederne måske ikke og kan skabe misforståelser. Vi prøver at
argumentere for at overbevise den anden om rigtigheden af mine
meningsbilleder, men de skaber måske bare mere modstand – de to
kompetanter står overfor hinanden med hver sit meningsbillede og ikke nok
åbenhed til at lade sig inspirere af hinanden - vi er blevet degraderet til vores
instinktniveau og kæmper nu for vores territorium.

Jorden vi lever på bliver ikke større, men flere og flere mennesker skal være
på den, vores biologiske udvikling forholder sig i overvejende grad i forhold
til territorium på nu efterhånden mindre og mindre plads til den enkelte – det
kan sige at være et paradoks – her er der en lære til alle mennesker!

Jakob Mikkelsen, kropsterapeut
August 2010