En inspiration
Når mennesker bliver syge og får smerter, bliver hverdagen præget af dette og livet tager en drejning. Spørgsmål som hvorfor? hvordan? bliver nu noget af det mest nærværende i ens liv. Man mødes med frustration over, at svarene ikke altid er lige enkle. Hvis vi ikke tidligere har beskæftiget os med os selv på denne måde, kan vi føle os dårlig forberedt til denne nye opgave.

Når man kan medvirke til at give en person mening med, hvorfor vedkommende har fået en sygdom, da sker helbredelse lettere.

De fleste af os lever meget fremadrettet og tænker på, hvad vi skal, og hvad vi kunne tænke os i fremtiden. Sygdom og smerter er altid relateret til fortiden. Sygdom fylder os ofte med angst for fremtiden, derfor er den vigtigste ingrediens i al helbredelse først at eliminere angsten. Når smerten giver mening, fylder angsten mindre.

Jeg føler mig mere og mere sikker på, at svarene skal søges i vores personlige fortid. I forståelsen af sygdom i almindelighed må svarene søges i livets evolution.


Menneskets udvikling
Livet siges at være opstået i vandet og derfra have bevæget sig op på jorden og have taget forskellige retninger. Vores gren som mennesker er kendetegnet ved vores usædvanlige evne til tilpasning gennem tiderne, som har adskilt os fra andet liv på jorden.

Vi har haft mere sygdom! Hvordan kan det give mening? Mere sygdom samtidig med, at vores gren i udviklingshierarkiet har udviklet evnen til tænke og kommunikere på denne unikke måde som intet andet dyr. Vi har fået lemmer, som er i stand til at skabe og herved udnytte naturens øvrige tilbud til os på en usædvanlig effektiv måde. Nogen vil måske påstå lidt for effektiv!

Vore lemmer og vores hjernes struktur med sprog har udviklet sig mere end hos andre dyrearter, og det adskiller os fra evolutionens øvrige deltagere.

Livet begyndte som sagt i vandet, i hvert tilfælde mener man, at vand tillige med flere andre stoffer som jern, svovl og sollys, er en forudsætning for, at liv kan opstå. Livets grundlæggende byggesten er molekyler, som alle er bygget op af kulstof kombineret med de fem grundstoffer ilt, kvælstof, brint, svovl og fosfor.


Fra éncelle til tocellet
Videnskaben i dag går ud fra, at livet er opstået for ca. 4 milliarder år siden. Endnu er det uvist, hvad der har tændt den første gnist.

Kendsgerningen, at livet er opstået som en éncellet organisme, der netop ved at være afgrænset i forhold til sine omgivelser, kan siges at have sit eget liv. Senere i evolutionen, for ca. 2 milliarder år siden opstår den flercellede organisme. Herfra ser man, hvordan livet begynder at organisere sig og danne organer med hver deres funktion, dvs. alle celler har specialiserede opgaver. Til at styre dette opstår hjernen, som er en organiseret cellestruktur.

Efter at den flercellede organisme opstår, begynder cellerne at effektivisere sig og udvikle mere specielle opgaver. Den flercellede organisme kan vokse sig meget større end èncellede organismer.

Netop vækst har været forudsætning for livets videre forløb. Det kan til tider se ud, som om den flercellede organisme begynder at vokse uhæmmet, som om der ikke længere er nogen styring på. Her hælder jeg meget til den opfattelse som den tyske kræftlæge Dr. Geerd Ryke Hamer har beskrevet som de fem biologiske love.


De biologiske love
Når en organisme må tilpasse sig ændrede omgivelser, opstår der en konflikt. Da der åbenbart sker ændringer i vækstmassen, ændrer organismen sig, hvorved den på ny tilpasser sig de ændrede omgivelser. Selve arvemassen i organismen er ændret.

Darwin beskriver, hvordan kun den stærkeste overlever som følge af, at de livsnødvendige ressourcer for en art er begrænsede, og der fødes flere individer end der er ressourcer til (overlevelse), og hvor de svageste må bukke under. Vi må hermed antage, at vi besidder en overlevelsesdrift, som er til stede helt ind i vores cellestruktur. Samtidig drejer overlevelse sig om evnen til bedst muligt at tilpasse sig de evigt forandrende omgivelser.

Med denne drift iboende i livet har det udviklet sig fra vand til land, til luft. Den stærkeste drift til overlevelse er evnen til at bringe arten videre, altså reproduktionen.

Disse urkræfter har udstyret den vandige organisme med nye beskyttelseslag i forhold til atmosfæren på land, samt med nye lemmer til brug for at kunne bevæge sig i nye omgivelser.

Arterne har ændret udseende, tilpasset sig de nye omgivelser. Det eneste, der kan få væv til at ændre sig, er en konflikt. Vævets ændringer sker under sygdom. Tilpasning – konflikt – sygdom – ændring – videreførelse i arten.

Med alt dette in mente synes sygdom og smerter ikke længere at være alene det onde, men netop nødvendigheden for tilpasning og dermed videre udvikling.


Overlevelse og helbredelse
Jeg er fuldt ud klar over, at det næppe er, hvad man tænker på midt i en svær sygdomsperiode, men ikke desto mindre kan det være en måde at få sig selv bragt i perspektiv.

Dr. Hamer mener, at enhver sygdom foregår i to faser. Først opstår en konflikt (trangen/nødvendigheden for tilpasning), her bevæger individet sig ind i overlevelsesfasen.

Overlevelse kræver ressourcer – ekstra ressourcer, og hvor skal de tages fra, når vi er begrænsede af os selv? Her opstår forståelsen af sammenhængen med hjernens og organernes struktur sammen med forståelsen, af hvad en konflikt er. En konflikt er en følelsesmæssig tilstand af begrænsning, uden at være i stand til at se en løsning på konflikten. I Hamers beskrivelse af den første biologiske lov hænger psyke – organ – hjerne fuldstændig sammen. En konflikt opstår alle disse tre steder samtidig.

Når der er behov for at tære på ekstra ressourcer, sker det i kroppens og hjernens væv samtidigt, afhængigt af konfliktens art, der bestemmer, hvor i vævet.

For at første fase af en sygdom (overlevelsesfasen) kan bringes til ophør, må der nødvendigvis opstå en løsning på konflikten. Det kan vende processen. Når dette er sket, vil den anden fase tage sin begyndelse og påbegynde at reparere sig selv igen.

Reparationen sker v.h.a. svampe, bakterier, mikrobakterier, viruser, afhængigt af, hvilken type væv, der skal repareres.

Set fra dette synspunkt giver det mening, at f. eks. bakterier ikke for enhver pris må bekæmpes, men derimod er nødvendige i den reparationsproces, der kommer efter overlevelsesfasen.

Det, som nok forskrækker og forvirrer her, er, at det, vi mærker og kalder vores sygdomssymptomer, oftest først for alvor optræder i selve reparationsfasen og ikke i overlevelsesfasen! Derfor tror vi som regel på, at sygdommen er, hvor symptomerne begynder, men det er reelt kun halvdelen af hele processen. Hvis man anskuer sygdomme fra dette perspektiv, vil man skulle revurdere en del af den måde, de fleste vel opfatter sygdomsudvikling på i dag, men vel også, hvordan man behandler sygdomme. Det indbefatter, at man også reparerer på psyken samtidig, dels benytter medicin og andre metoder på en måde, der nu matcher forholdet mellem hjerne/organ/psyke langt mere præcist og effektivt.


Kimblade
Når Hamer taler om, at sygdommen angribes i forskellige vævslag, er der her tale om de udviklingsmæssige kimblade, som fosteret udvikler fra den første celle til det færdige menneske. Kimblade er benævnelsen på de forskellige vævslag, kroppen består af. Først dannes det endodermiske lag, som bliver til, hvad man populært kalder for tuben. Tuben er så at sige det indre hulrum i kroppen fra mund til anus. Ifølge evolutionen, som genspejler sig hver gang, et foster gennemgår sin udvikling, forholder det sig sådan, at det første væv i livets udviklingsfase er af endodermisk oprindelse. Det er vævet, vi genkender fra livet i vandet, som amøben i vandoverfladen, der ernærer sig ved at absorbere føden, som tilfældigt driver gennem vandet. Den del af hjernen på mennesket, der relaterer til denne vævstype, er hjernestammen, som også er den ældste del af den menneskelige hjerne.

Både evolutionært og embryologisk er det næste kimblad, som udvikles, det mesodermiske vævslag. Herfra udvikles vores skelet, muskulatur, hjerte, blod samt dele af øjet. Den tilsvarende del af hjernen, der udvikles samtidig og dermed er, hvor mesodermiske relæer i hjernen findes, hedder det limbiske system, hjernebjælken. Ifølge Hamer er det mesodermiske lag faktisk et dobbeltlag, hvoraf den ene del har mere sammenhæng med det endodermiske lag og den anden del har med det næstfølgende lag (ektoderm) at gøre.

For at tuben kan bevæge sig oven vande, må den udvikle et beskyttelseslag mod atmosfæren. Det kalder vi beskyttelsessækken. Det er mælkekirtlerne, lungehinden, bughinden, hjertesækken og læderhuden. Hjernen, der styrer disse vævsdele, er lillehjernen også kaldet cerabellum. Først herefter udvikles de førnævnte dele som knogler, muskler osv., som så styres fra det limbiske system, hjernebjælken. Sidst på udviklingsstien kommer den del, som styres fra den nye hjerne også kaldet cortex, den grå masse. Her findes relæerne til vore sanser og organer som dele af øjet, kroppens kirtler, sidste del af tarmen, dele af brysterne, dele af mave/tarm systemet, dele af lever og nyre/blære samt selve det yderste af huden.

Man kan her forestille, sig hvordan dette væv, som kaldes for ektoderm, hægter sig udvendig på alt tidligere udviklet væv.


Følelser og væv
Det interessante er nu, hvordan vore følelsesmæssige tilstande kan siges at være afstemt i forhold til vores kropsvæv. Ser vi på, hvilken funktion et bestemt væv har i evolutionshistorien, hvorfor det har dannet sig, så har vi her en indikation til, hvordan og hvorfor forskellige følelsestilstande også manifesterer sig i forskelligt kropsvæv samtidig.

Betydningen af endodermisk væv er at indfange stykket, fordøje stykket, udskille stykket samt sørge for artens videreførelse og formering. Konfliktstof, der har relation til ikke at kunne indfange, fordøje eller udskille stykket, ses som sygdomme i det væv.

Peristaltisk bevægelse (den glatte muskulatur, stadig endoderm), som ses i tarmen og livmoderen, dele af hjertet og visse arterier og vener har et konfliktstof, der hedder at blive stoppet i den fremadskridende proces. Dr. Hamer deler mesodermisk væv i to dele, gl. mesoderm og ny mesoderm. Gl. mesoderm er alle beskyttelsessækkene, og her er konfliktstoffet beskyttelse af den fysiske integritet. Hjernen skelner her ikke mellem fysisk og psykisk.

Nu bevæger vi os til ny mesoderm, som skal sørge for at holde balance i væskerne inde i kroppen og samtidig giver os mulighed for at bevæge os rundt på landjorden, så her er konfliktstoffet vores forhold til gruppen/omverden.

Sidste trin er det ektodermiske væv, som er det sidst udviklede væv, hvor vi har udvidet os endnu mere. Her kommer al territorial konflikt ind i billedet, her udvider vi vores territorium, godt styret af vores ego, som nu er blevet mere sofistikeret i sine metoder i forhold til omverdenen.


Nervesystemet
Det er vores autonome nervesystem (ANS), som holder styrepinden i forhold til overlevelse og restitution af enhver sygdom og heling. Vores ANS består af en sympatisk og en parasympatisk fase. Den sympatiske træder i aktion under overlevelse. Her får den besked fra styrestedet i hjernen om, hvilken del af kroppen, der skal forbruge væv for at overleve situationen (relationen til konfliktsstoffet og pågældende væv, (jævnfør tidligere beskrivelse). Siden er det den parasympatiske del af ANS, som træder til for at give besked om, at reparere vævet igen. Det er her vi føler os syge, for nu skal kroppen ned i kadence for at skabe ro til helingen.

ANS virker 24 timer i døgnet i forhold til alle vore livsprocesser. Om dagen er vi grundlæggende mere styret af den sympatiske del, undtagen når vi spiser.

Indtagelse af mad og søvn er parasympatisk dominerede.

Hele tiden sørger ANS for, at de rigtige dele af kroppen/organerne er aktive på de rigtige tidspunkter i forhold til vores aktuelle aktivitet, men ved en konflikt er sympaticus langt mere aktiv, indtil krisen er løst. Efterfølgende efter konfliktløsning er parasympatisk mest aktiv, mens kroppen reparerer sig selv igen.

Lige så intens eller langvarig den sympatiske fase har været, tilsvarende må den parasympatiske være. Det er hensigtsmæssigt at vide, hvor man befinder sig i fasen, for bedst at støtte forløbet, hvorved visse ubehageligheder kan lindres undervejs.

Toppunktet i den parasympatiske fase er det mest kritiske sted. Her brænder det sidste af sygdommen ud for at vende processen mod fuld restituering igen. Denne kan kun opnås fuldt, når der er sket en emotionel heling.

Toppunktet i den parasympatiske fase kaldes for den epileptoide krise. Her føler man sygdommen mest intens. Har krisen været heftig nok, er det også her døden indtræffer, men oftest vil der være tale om en kortere overgang med disse heftige symptomer, hvorefter man begynder at se lyset for enden af tunnelen.

Denne beskrivelse af mening med sygdom og smerte er særlig inspireret af Dr. Geerd Ryke Hamers forskning, der har givet mig en forståelse af meningen med sygdom og smerte.

Disse kommer til os, fordi evolutionen bruger sygdommen til at udvikle livet med. Man bliver syg, når ens system bliver provokeret til at bevæge sig mod en bedre tilpasning til ens omgivelser. Forhåbentlig kan det bruges til at dæmpe angst næste gang, man bliver syg.


Marts 2008
Jakob Mikkelsen


Læs også:
http://www.metamedicin.dk
http://www.anniloekke.dk
http://www.komsaa.dk